Kæmper du med skriveblokader, eller har du svært ved at holde fokus, når du skriver? Sidder du foran skærmen med en idé, der bare ikke vil ned på papiret, eller oplever du, at tankerne flyver alle andre steder hen end til det, du skal skrive om? Hvis det lyder bekendt, så er pomodoro-teknikken måske noget for dig.
Pomodoro-teknikken er en enkel, men yderst effektiv tidsstyringsteknik, der kan hjælpe dig med at genvinde kontrollen over dine skriveprojekter, fastholde din koncentration og få skrevet mere på kortere tid.
Hvad er pomodoro-teknikken?
Pomodoro er det italienske ord for tomat, og selvom navnet antyder det, har teknikken intet med mad at gøre. Den har ganske enkelt fået sit navn efter det tomatformede køkkenur, Francesco Cirillo brugte, da han udviklede metoden i slutningen af 80’erne.
Teknikken går ud på, at du arbejder i korte, fokuserede intervaller af en forudbestemt længde, hvorefter du holder en kort pause. Hver arbejdsinterval kaldes en pomodoro.
Sådan fungerer pomodoro-teknikken
1) Vælg en opgave
Først skal du finde ud af, hvilken tekst du vil arbejde på. Det kan være alt fra at skrive en blogartikel til at færdiggøre et kapitel i din bog. Det vigtigste er, at du vælger én opgave at fokusere på.
2) Indstil din timer
Indstil din timer på 25 minutter. Det er din første ’pomodoro’.
Du har nok ikke et tomatformet køkkenur, men timeren på din telefon kan også gøre det (hvis du ellers har slået notifikationer fra), ligesom der findes specifikke pomodoro-apps.
3) Arbejd fokuseret
Når timeren starter, begynder du at arbejde på din tekst og holder fokus, indtil timeren ringer. Bliver du distraheret af tanker undervejs, så skriv dem ned, så du kan vende tilbage til dem senere.
4) Tag en kort pause
Når de 25 minutter er gået, har du fortjent en pause. Tag 5 minutter, hvor du strækker benene, henter en kop kaffe eller slapper lidt af. Undlad at tjekke nyheder eller e-mails; brug pausen til at koble af.
5) Gentag processen
Efter den første pomodoro gentager du processen med 25 minutters arbejde efterfulgt af 5 minutters pause. Efter fire pomodoro’er – altså efter to timers arbejde – tager du en længere pause på 15-30 minutter. Her kan du med fordel trække lidt frisk luft og bevæge din krop, så du er klar til næste omgang pomodoro.
Hvorfor virker pomodoro-teknikken?
Pomodoro-teknikken udnytter princippet om tidsbegrænsning til at skabe en følelse af hastværk, der kan hjælpe med at holde dig fokuseret.
Fordelene er overbevisende:
-
- Øget fokus og koncentration – den konstante vekselvirkning mellem arbejde og pause hjælper med at holde din opmærksomhed på skrivearbejdet, hvilket gør det lettere at undgå distraktioner.
- Bedre tidsstyring – intervallerne hjælper dig med at bryde store opgaver ned i mere håndterbare bidder. Det gør det lettere at planlægge og udføre opgaver uden at føle sig overvældet.
- Mindsket mental træthed – regelmæssige pauser hjælper med at forhindre udbrændthed og holder din hjerne frisk.
- Øget motivation – hver afsluttet pomodoro giver en følelse af præstation, hvilket kan være yderst motiverende.
Udfordringer ved pomodoro
Det kan tage tid at indarbejde en ny arbejdsvane, og det er helt naturligt at støde på udfordringer, når du først begynder at bruge pomodoro-teknikken. Her er nogle af de udfordringer, der ofte følger med metoden samt tips til at overkomme dem:
1) Korte tidsintervaller
Hvis du er vant til at skrive i længere stræk, kan det føles frustrerende at bryde op efter 25 minutter. Husk, at formålet er at arbejde mere fokuseret og effektivt. Giv det tid, så du kan vænne dig til rytmen.
2) Distraktioner
Det kan være svært at ignorere e-mails, telefonopkald eller andre distraktioner. Sæt nogle klare grænser: Slå notifikationer fra på telefonen og computeren, og fortæl dine omgivelser, at du arbejder i fokuserede intervaller, men er tilgængelig i pauserne.
Du kan med fordel bruge en notesbog til hurtigt at notere distraherende tanker eller opgaver, så du senere kan vende tilbage til dem.
3) Fasthold disciplinen
Det kan være svært at holde fast i pauserne, især hvis du er midt i et godt skriveflow. Mind dig selv om, at de regelmæssige pauser hjælper med at forhindre udbrændthed og forbedrer din overordnede produktivitet.
4) Juster intervallerne
Selvom 25 minutter er standard for en pomodoro, er det ikke et magisk tal. Det er vigtigt at finde et interval, der passer dig. Hvis 25 minutter føles for kort, kan du eksperimentere længere intervaller på 30 eller 35 minutter og tilsvarende justere pauserne.