Forside » Hvad er et godt søgeord?

Et godt søgeord er mere end bare et ord eller en sætning, som folk søger efter på Google. Det er en strategisk brik i din SEO-strategi, der kan afgøre, om din hjemmeside bliver set eller overset i søgeresultaterne.

Men hvad kendetegner egentlig et godt søgeord?

Relevans og målgruppeforståelse

Det første og måske vigtigste kendetegn ved et godt søgeord er relevans. Dit søgeord skal være direkte relateret til det indhold og de ydelser, du ønsker at rangere for. Hvis du tilbyder krævende konsulentydelser, giver det ikke mening at fokusere på søgeord som “billig konsulent” eller “hurtig rådgivning”, selvom de måske kan tiltrække trafik. Søgeordene vil nemlig tiltrække en målgruppe, der ikke matcher den værdi, du ønsker at levere, og det kan føre til uønskede forespørgsler eller kunder, der ikke passer til din forretning.

Relevans sikrer, at de brugere, der lander på din side, faktisk finder det, de leder efter. For at opnå den bedste relevans skal du sætte dig i din målgruppes sted og overveje, hvilke spørgsmål de stiller, hvilke behov de har og hvilke løsninger de søger.

Søgevolumen: Hvor mange søger på ordet?

Søgevolumen refererer til, hvor mange gange et søgeord bliver søgt på i gennemsnit pr. måned. Mange bliver fristet af de ord, der har den største søgevolumen, men her er det vigtigt at være opmærksom; går du efter et meget bredt og populært søgeord som “cykel”, risikerer du at drukne i konkurrencen fra større og mere etablerede hjemmesider. Omvendt kan et meget specifikt og nichepræget søgeord som “grøn damecykel med kurv 2024” have så lav en søgevolumen, at det ikke tiltrækker nok trafik til at gøre en mærkbar forskel for din hjemmeside.

Balancen ligger i at finde søgeord, der har tilstrækkelig søgevolumen til at skabe trafik, men samtidig er mulige at konkurrere om inden for dit budget.

Hvad er et godt søgeord?

Konkurrence: Er der plads til dig?

Apropos konkurrence så er netop konkurrence et væsentligt aspekt ved et godt søgeord.

Konkurrence refererer til, hvor svært det er at rangere for et specifikt søgeord. Hvis dit søgeord er domineret af store, etablerede virksomheder med betydelige SEO-ressourcer, kan det være svært at få fodfæste. Et godt søgeord er derfor et, hvor der er en sund balance mellem søgevolumen og konkurrence – det skal være populært nok til at generere trafik, men ikke så konkurrencetungt, at du aldrig kommer til at se toppen af søgeresultaterne.

Long tail-søgeord kan øge konverteringen

Long tail-søgeord er længere og mere specifikke sætninger, som brugere søger på. Selvom de har lavere søgevolumen, er de ofte også mindre konkurrencetunge og har en højere konverteringsrate. For eksempel kan “bedste damecykel til bykørsel” være et godt long tail-søgeord, hvis din målgruppe søger efter specifik rådgivning om cykelvalg.

Long tail-søgeord er især værdifulde, når du vil målrette din indsats mod brugere, der er tættere på en købsbeslutning.

Søgeintention: Hvad er brugerens hensigt?

Sidst men ikke mindst skal du overveje brugerens hensigt med søgeordet (søgeintention). Er vedkommende i gang med at researche, overveje et køb eller er hun klar til at handle?

Hensigten bag søgeordet bør matche det indhold, du tilbyder. Søgeord som “bedste damecykel til bykørsel” indikerer, at brugeren er i researchfasen og søger vejledning. Her kan du positionere dig som en autoritet inden for cykler og guide læseren gennem købsprocessen. Omvendt kan søgeord som “køb damecykel online” vise, at brugeren er klar til at handle, og derfor bør dit indhold være mere direkte og handlingsorienteret.

Et godt søgeord er individuelt

Et godt søgeord er kendetegnet ved sin relevans, den rette balance mellem søgevolumen og konkurrence, potentialet som long tail søgeord tilbyder samt evnen til at matche brugerens søgeintention. Kort sagt – du skal være opmærksom på:

    • Relevans
    • Søgevolumen
    • Konkurrence
    • Long tail-søgeord
    • Søgeintention

Det kræver en god portion forståelse for både målgruppen og konkurrenterne at vælge de rigtige søgeord, men gør du det – vælger de rette søgeord, altså – så har du fundamentet for en god SEO-strategi, der tiltrækker trafik og konverterer de besøgende til loyale kunder.

Husk også, at SEO og søgeordsanalyse ikke er en engangsopgave. Søgeordstrends ændrer sig, og konkurrencesituationen udvikler sig løbende. Derfor er det vigtigt, at du jævnligt overvåger, analyserer og justerer din søgeordsstrategi for at sikre, at den forbliver relevant og effektiv.

FAQ

Hvad er vigtigt at overveje ved valg af søgeord?

Det er mange ting at tage højde for, men det vigtigste at overveje er relevans.

Dine søgeord skal være direkte relateret til det indhold og de ydelser, du tilbyder. Det sikrer, at de brugere, der finder din side, også er interesserede i det, du tilbyder.

Hvad er long tail-søgeord?

Long tail-søgeord er længere, mere specifikke søgefraser. De har ofte lavere søgevolumen, men til gengæld er de også mindre konkurrencetunge og har en højere konverteringsrate.

De er vigtige, fordi de ofte tiltrækker brugere, der er tættere på at konvertere.

Hvordan matcher man søgeord og søgeintention?

Når du skal matche søgeord med brugerens intention, skal du forstå, hvor i købsprocessen brugeren befinder sig.

Brugere, der søger efter information, har en anden intention end dem, der er klar til at købe – fx:

Hvis en bruger søger efter “bedste damecykel til bykørsel”, er vedkommende i researchfasen og leder efter vejledning. Her bør dine søgeord fokusere på information, fx “guide til damecykler”. Omvendt – hvis en bruger søger “køb damecykel online”, er vedkommende klar til at handle. Her skal dine søgeord være handlingsorienterede, fx “køb damecykel med levering”.

Ved at matche søgeordene med brugerens intention, øger du relevansen og chancen for konvertering.

Kan jeg vælge for mange søgeord?

Ja – hvis du spreder din indsats ud over for mange søgeord, kan det svække din SEO-strategi. Det er bedre at fokusere på et mindre antal relevante søgeord og sikre, at de er godt integreret i dit indhold.

Camilla Skøtt – sød og charmerende (og en badass tekstforfatter)

Skrevet af Camilla Skøtt

Her på siden deler jeg ud af gode råd til, hvordan du kan gøre dine tekster mere levende og få din hjemmeside til at ranke højere.

Mit mål er at gøre det uforståelige lidt mere forståeligt.

Vil du have de gode råd serveret direkte i dit feed på LinkedIn (sammen med andet lækkert fra branchen), så finder du mig her:

VIDEN OG VÆRKTØJER TIL DIG

Bedre tekster, bedre SEO

Tal direkte til din læser

Tal direkte til din læser

At skrive tekster, der taler direkte til din læser, er en af de mest effektive måder at skabe en stærk og personlig forbindelse på. Det er ikke bare en teknisk detalje; det er en strategi, der kan løfte din kommunikation fra middel til exceptionel. Hvad er direkte...

Læs højt-teknikken: Favoritten over dem alle!

Læs højt-teknikken: Favoritten over dem alle!

Når du arbejder med tekstforfatning, er det nemt at blive fanget i detaljerne og miste overblikket over det overordnede budskab. En simpel, men effektiv metode til at sikre, at din tekst er klar og præcis, er at læse den højt for dig selv. Teknikken kan virke banal,...

Skab genkendelse med nyhedsbreve

Skab genkendelse med nyhedsbreve

Nyhedsbreve er et effektivt værktøj til at skabe vedvarende kontakt med dine (potentielle) kunder. De giver dig mulighed for at kommunikere til din målgruppe lige der, hvor de tjekker ind hver dag – nemlig i deres indbakke. Selvom nyhedsbreve ikke er en ny...